Sex under menstruation

Jeg har det problem, at jeg har mest lyst til sex, når jeg har menstruation. Min kæreste synes det er ok at have sex når jeg har mens, men jeg har svært ved tanken om det. Han vil endda gerne have oralsex (det skal lige siges at jeg kun kan komme ved at han slikker mig), og DET vil jeg ikke. Er det normalt? og hvad gør andre?

Kærlig hilsen I

 

Kære I,

Der er mange kvinder som oplever at deres seksuelle lyst svinger i løbet af deres menstruationscyklus. Hvornår lysten er højst er forskelligt fra kvinde til kvinde: nogle har f.eks. mest lyst omkring tidspunktet for ægløsning mens andre som du har mest lyst til sex under menstruationen. Det er også meget forskelligt hvordan kvinder og mænd har det med sex under menstruation: nogle er helt afslappede med det og nyder alle former for sex, inkl. oralsex, nogle dyrker kun visse former for sex i den periode, mens nogle lukker helt ned for sexlivet i de dage som menstruationen varer. Det lyder som om din kæreste tilhører den første kategori.

Når nu din lyst er højest under menstruation, din kæreste er ok med det og du nyder oralsex, så synes jeg det ville være synd at du afholder dig fra det. Der er forskellige tricks som man kan bruge til at reducere eller helt fjerne menstruationsblodet i en periode. Her får du nogle forslag, så kan du se om der er nogle af de metoder som kunne virke for dig, så du kan slappe af og nyde din seksualitet helt, også under menstruationen:

–          En del kvinder oplever, at blødningen stopper midlertidigt, hvis hun er meget ophidset. Så nogle bruger en tampon inden sex og fjerner tamponen lige inden sex eller når hun allerede er ophidset. Så vil der ofte være meget lidt blod.

–          En soft tampon er en blød tampon som er beregnet netop til sex under menstruation. I modsætning til almindelige tamponer er de helt bløde, som en lille skumsvamp, og manden vil typisk ikke kunne mærke den. Soft tampons kan købes på nettet og i erotiske butikker.

–          Nogle bruger også natursvamp, når de ønsker at have sex under menstruation. Du køber en natursvamp, f.eks. i Matas eller en helsekostforretning, og klipper den ud i egnede stykker.  Så kan den skylles op i vand og sættes op øverst i skeden som en soft tampon. Nogle kvinder har let ved at få den ud igen, mens andre kan have lidt svært ved at nå op. En god stilling kan være at stå med et ben oppe på f.eks. en stol eller toiletbrættet og så læne sig forover, eller at ligge på ryggen med bøjede ben.

–          Det mest effektive til at forhindre blod når man har sex under menstruation er i min erfaring et pessar. Et pessar er beregnet til brug som præventionsmiddel: det sættes op øverst i skeden og forhindrer sædcellerne i at komme op livmodermunden. Men det kan også bruges til at forhindre at menstruationsblodet, som jo kommer UD af livmodermunden, kommer ned i skeden. Et pessar er lavet af blødt gummi og manden vil oftest ikke mærke det under samleje. Hvis du ikke har et pessar i forvejen skal du til lægen og have taget mål til et, som du så efterfølgende køber på apoteket. Nogle praktiserende læger henviser videre til en gynækolog når der skal tages mål til pessar, fordi det efterhånden så sjældent bruges som præventionsmiddel, så nogle læger ikke har erfaring med at tage mål mere.

Jeg håber at nogle af ovenstående råd kan hjælpe, så du bliver mere afslappet ved at have sex under menstruation.

 

De bedste hilsener,

Susan

 

Sex under menstruation

Soft tampons

Subscribe

JA TAK, send mig straks den gratis guide "3 gode måder at skrue op for intensiteten i dit sexliv - og få mere nærvær og nydelse" og tilmeld dig samtidig nyhedsbrev med nyheder og inspiration.

No comments yet.

Skriv et svar