Tantrasexolog ?

Er du tantrasexolog? Eller kan du anbefale en?

Den tantranysgerrige

 

Kære Tantranysgerrige,

Tak for dit spørgsmål, som er det det korteste spørgsmål jeg har fået indtil nu 🙂  Men ikke det nemmeste at besvare, synes jeg….

Hvad er en tantrasexolog?

Du spørger om jeg er tantrasexolog, og jeg er lidt i tvivl om hvad du mener med ”tantrasexolog”. Sexologer er et broget felt, og tantra ligeså. Jeg er først og fremmest sexolog. Under, sideløbende med og efter min sexologuddannelse har jeg deltaget i og været assistent på tantrakurser, og har holdt foredrag om tantra. Jeg har ikke fulgt en bestemt tantra retning (dem er der mange af, og de kan være MEGET forskellige), men har lært lidt af forskellige lærere. Mange søger tantra med en spirituel indgangsvinkel, mens min interesse for tantra har fokus på personlig udvikling, seksuel udvikling og nydelse: hvordan tantra kan udvide den seksuelle drejebog, give den enkelte større personlig indsigt, selvaccept, seksuel indsigt og større nydelse. Hvordan tantra kan styrke nærheden, nærværet og ærligheden i en parrelation, og hvordan sex kan blive en dybt tilfredsstillende, sanselig rejse uden mål og uden præstation.

Nogle af mine klienter er interesserede i tantra eller udøvende tantrikere. Andre har slet ingen viden eller interesse i tantra, og hvis ikke de har det, så bringer jeg det typisk ikke op i konsultationerne. Altså arbejder jeg som sexolog ikke altid med tantra – det kommer helt an på klientens behov og ønsker.

Konsultationer hos mig består af samtale, altid med tøj på, og uden berøring. Eventuelle øvelser – tantriske eller ej – instrueres i konsultationen (måske suppleret med en skriftlig beskrivelse, som klienten får med hjem) og udføres hjemme, alene eller med en eventuel partner. Det er i øvrigt ikke nødvendigt at have en partner for at arbejde med tantriske teknikker – der er masser af mulighed for at arbejde tantrisk med sig selv inden man finder en eventuel partner.

Der findes også egentlige tantrabehandlere, som arbejder fysisk med deres klienter – enten kun fysisk eller en kombination af samtale og berøring. Nogle af disse har også en sexologisk uddannelse. Måske de kalder sig for “tantrasexolog”. For at finde den slags behandler skal du søge på ”tantramassør”, ”tantramassage” eller ”tantrabehandler”. Nu kan jeg ud fra dit brev ikke se hvilket køn du har eller hvor i landet du bor. Hvis du ønsker en anbefaling af en af den slags behandlere, så er du velkommen til at skrive igen, med lidt flere oplysninger om dig selv.

 

De bedste hilsener,

Susan

 

 

Tantrasexolog

Subscribe

JA TAK, send mig straks den gratis guide "3 gode måder at skrue op for intensiteten i dit sexliv - og få mere nærvær og nydelse" og tilmeld dig samtidig nyhedsbrev med nyheder og inspiration.

No comments yet.

Skriv et svar